artikler
Kunstnerprofil: Terakaft
Terakaft udspringer af orkestret Tinariwen, som blev dannet i slutningen af 1970’erne. Grundlæggere...
Læs mere
Lytteører – Terakaft
Tirera: Nummeret spilles i grundstemningen G. Den dybe E-streng på guitaren stemmes i G. Nu...
Læs mere

Blues fra Sahara

Terakaft © Yvonnick Jolly

Terakaft – de utrolige bluesmusikere fra Sahara

af Torben Holleufer

Ørkenblues er et fænomen, som har sat sig fast i bevidstheden over de sidste ti års tid. Her har kontrafejerne af flotte, turbanprydede beduinkrigere bevæbnet med elektriske guitarer sat sig på nethinden. Anført af orkestre med navne som Tinariwen, Terakaft og Tamikrest er de blevet fast bestanddele til enhver festival i Vesten, hvor de tiltrækker store tilskuerskarer. Godt klaret af musikere fra en sparsomt befolket enklave midt i Sahara. Vi fortæller historien her.

 

 

Turbanprydede musikere fra Sahara har i de seneste ti år fået et vældigt publikum over hele verden. De spiller en egen smittende blues, hvor de synger på sproget tamacheq. Fra en festival, Festival au Désert, på en øde lokalitet uden for Timbuktu i Mali har deres musik spredt sig, men inden for det sidste år har deres virkelighed ændret sig totalt. De er nu underlagt det værste mareridt, nemlig et Al Qaeda-inspireret styre, der forbyder musik. Her er historien om tamachek-musikerne og orkestret Terakaft.

 

Lad os lige dvæle ved Sahara og ørkenens folk. Vi har altid kaldt nomadefolkene fra den vældige ørken for tuareger. De kan ikke selv lide den betegnelse, men foretrækker ordet tamasheq. Det kalder de deres sprog, og navnet på Terakafts nye plade er simpelthen betegnelsen på folket: Kel Tamasheq.

 

Landegrænser har alle dage været pokkers meningsløse, når vi taler om folk, der lever i en grænseløs verden. Geografisk tilhører tamasheq-folkets område en række forskellige lande: først og fremmest Mali i syd, Niger i sydøst, Libyen i nordøst, Algeriet i nord, til dels Marokko i nordvest samt endelig Mauritanien i vest. Fælles for disse lande er, at tamasheq-folket er et absolut mindretal, og desuden er samtlige lande – med undtagelse af Libyen – tidligere franske kolonier. Det er en vigtig pointe, ligesom mange spørger sig selv, om denne kolonisation helt er overstået. Fordi de herskende i de forskellige lande i høj grad refererer til den gamle kolonimagt. Og fordi denne via investeringer, militærbaser og politisk pres i høj grad er med til at sætte dagsordenen.

 

Eget skriftsprog

Det er typisk for de respektive lande, at de har fået deres selvstændighed i årene op mod 1960. Magthaverne skulle holde styr på en række befolkningsgrupper med forskellige interesser. Derfor satsede de på enhed og et fælles sprog. Altså et centralistisk styre, som ofte var hårdhændet. Dette førte til, at minoriteterne med rette følte og stadig føler sig tilsidesat.

 

Det har især været tilfældet for Nordafrikas oprindelige folk, dem vi kalder berberne, men som kalder sig selv for Amazigh-folket. De er sprogligt og kulturelt nært beslægtet med ørkenens nomader.

 

Både berbere og tamashek-folket har kulturer, der er oralt baseret, og de har et skriftsprog, der er nært beslægtet. Helt forskelligt fra eksempelvis arabisk, som magthavere i landene nord for ørkenen har påtvunget som et fælles sprog, om hvilket en fælles identitet skulle skabes. I Mali syd for ørkenen tales sprogene bambara og mandinga, som heller intet har til fælles med ørkenens folks kultur og sprog.

 

I det officielle Marokko, for eksempel, var man altså ikke berber først, men marokkaner. En berber talte sit eget sprog derhjemme, men i skolen var det bandlyst. Det er der først nu ved at blive slækket på fra officiel side. I Marokko skønnes den nationale følelse af samhørighed nu så stærk, at regeringen efter massivt pres udefra har sat de tre forskellige amazigh-sprog på skoleskemaet, ligesom de nu har programmer på tv og radio. Men for nomadefolket midt i Sahara, som musikgruppen Terakaft tilhører, er der langt til selvstændighed eller accept. Dertil er de oppe mod nogle aktører, der er alt for stærke. Først i form af den franske kolonimagt. Så af staten Mali. Og nu fra 2012 af den nyoprettede islamiske stat, Azawad, hvor musik er blevet forbudt. Samt ikke mindst af økonomiske interesser udefra, som er interesseret i undergrundens rige forekomster af mineraler og olie.

 

Paddehattesky over Sahara

I 1960’erne skulle Frankrig bruge et sted til at lave atomvåbensprængninger. Det blev det sydlige Algeriet på en lokalitet bare 150 kilometer fra en af tamasheq-folkets vigtigste byer, Tamanrasset. Ingen gjorde sig den ulejlighed at fortælle beduinerne i området, hvad der skulle ske. De konstaterede et stærkt lys og en paddehattesky, der steg til vejrs over ørkenen, og efterfølgende ankom ukendte sygdomme, man døde af. Naturfolkene fik kræft, mens en hel verdens protester fik franskmændene til at henlægge eksperimenterne til Stillehavet.

 

Siden har man haft fokus på ørkenens undergrund, og internationale konsortier er flyttet ind, uden at de lokale folk er blevet spurgt. Sammen med nogle år med en ulidelig tørke i hele Nordafrika førte det i 1990’erne til en væbnet konflikt, hvor staten Mali lå i krig mod guerillagrupper blandt beduinerne i nord. Det hjalp heller ikke, at også Algeriet var i borgerkrig på samme tidspunkt.

 

Gadaffi var udgangspunkt

For tamasheq-folket var der kun et sted, de kunne være i fred. Det var forunderligt nok fra 1970’erne i nogle flygtningelejre, som Libyens forhenværende diktator, Muammar Gadaffi, havde fået oprettet i det sydlige Libyen. Med til de mange farverige historier om Gadaffi hørte, at han plejede både at sove og modtage officielle gæster i et beduintelt inden for sit palads! Men det var i Gadaffis lejre, at kimen til de mange ørkenbluesgrupper blev lagt, for de blev skolet politisk såvel som musikalsk. Her voksede en generation af bevidste beduiner op, som så lyset i vestlige bands som Dire Straits, Rolling Stones og Pink Floyd – samt selvfølgelig Bob Marley. Og som lod håret gro til rastahår, mens de fik anskaffet elektriske kopiguitarer, på hvilke de kunne overføre elementer af deres egen traditionelle tinde-musik (opkaldt efter den form for perkussion, som kvinderne brugte til at akkompagnere sang) og inspirationer fra den elektriske vestlige musik, de var kommet til at elske. Her blev først det berømte band Tinariwen til. Det betyder Ørken. Og siden ud af dem fulgte Terakaft, som betyder Karavane.

 

Festival i ørkenen

Tinariwen, Terakaft, Tamikrest og de andre beslægtede orkestre blev berømte via den årlige musikfestival, som begyndte nede i nærheden af Timbuktu, den sagnomspundne by i Mali. På en lokalitet kaldet Essakane blandede festivalen fra 2001 mange orkestre fra ørkenen med gæster fra andre dele af Mali og udlandet. Med støtte fra en belgisk musikfestival blev der skabt ny opmærksomhed omkring den spændende, bluesinspirerede musik, som kom fra ørkenen. Begejstrede publikummer, der havde taget turen derud i firehjulstrækkere, berettede om nætterne under stjernerne, hvor kunstnere som Manu Chao og Robert Plant rockede med de turbanprydede guitarister fra en afkrog af den vældige ørken. Ligesom der var fokus på alt fra lokalt kunsthåndværk til politiske manifestationer. Alt sammen i den klassiske beduinstemning af stor gæstfrihed.

 

Al-Qaeda lukker alt ned

Desværre har man af sikkerhedsgrunde måttet rykke festivalen nærmere byen siden 2009, fordi banditter og Al-Qaeda-lignende grupper begyndte at bortføre turister og kræve løsepenge. Og i starten blev den gamle konflikt mod Malis regering i Bamako på ny indledt. Efter Gadaffis fald i Libyen var hans lejesoldater uden job. Mange kom oprindelig fra Mali og ikke mindst fra de beduiner, som Gadaffi altid havde støttet. Diktatoren havde også mange investeringer i det vestafrikanske land, som med en plads i top ti blandt verdens fattigste er meget følsomt.

 

Den Nationale Bevægelse for Azawads Befrielse (MNLA) stod i spidsen for oprøret, og denne gang kunne regeringen i Bamako gøre så lidt, at den lokale utilfredshed blev så udtalt, at præsident Amadou Touré blev væltet ved et kup i marts 2012. Hvorefter MNLA endte med at udråbe det nordlige Mali til staten Azawad. Desværre havde de fået betydelig hjælp fra Ansar Dine, en fraktion under Al-Qaeda, og de tog snart magten og har indført streng islamisk lov i hele området. Mens en hel verden har set på, har de blandt andet ødelagt det gamle bibliotek i Timbuktu og sat tommeskruer på de lokale. Og en af de ting, der er helt forbudt, er musik. Inden for den strenge wahabi-shariaskole, som også kendes fra Saudi-Arabien, er musik på linje med alkohol en distraktion fra den direkte vej. Vejen, som påbyder, at en troende lever op til islams fem søjler og eksempelvis beder fem gange om dagen. Musik ses som tidsspilde.

 

Situationen har gjort det mere end vanskeligt for musikerne i hele området. Da Diarra fra Terakaft for nylig turnerede i Europa, var han kronraget, for langt hår bliver ikke tolereret. Og hans guitar måtte han lade blive hjemme. Det var simpelthen for farligt at rejse med et musikinstrument. Ligesom rigtigt mange festivaler i løbet af sommeren og efteråret har måttet spejde forgæves efter den nye kvindelige stjerne Khaira Arby, som kommer fra Timbuktu. Og som kvinde ville have problemer, bare hun nærmede sig lufthavnen.

 

Musikken spiller dog videre, og Terakaft er på banen med deres fjerde album, Kel Tamasheq, som er indspillet i Frankrig. De forventes at spille på Roskilde Festival i 2013 – som kompensation for at de på grund af den politiske situation i Sahara ikke kunne nå frem og få visum til Europa på grund af det totale kaos, der hersker i området for tiden. Ligesom de lige var i København som led i en miniturné, der bragte dem op til en festival i Oslo, hvor musikeres frihed og kampen imod censur og for ytringsfrihed var på programmet. Her var det den vigtige organisation med hovedsæde i København, Freemuse, der havde inviteret Terakaft.

 


 
Freemuse om situationen i Mali (på engelsk): http://freemuse.org/sw48627.asp

Fakta:

Tamasheq: Kan også staves tamashek. Er både navnet på folket og sproget. De er i familie med berberne, den oprindelige befolkning i Maghreb-landene, altså Marokko, Algeriet og Tunesien.

Adrar des Iforas: Bjergområde midt i Sahara, hvor landene Mali, Algeriet og Niger mødes. Gammelt centrum for kamelkaravanerne, som bragte alt fra salt til guld og slaver op fra Vest- og Centralafrika. Området er med sine 250.000 m2 næsten seks gange så stort som Danmark. Bebos af beduinstammen Kel Iforas. Hovedby er Kidal, som ligger i Mali.

MNLA: Forkortelse for Mouvement National pour la Libération de l'Azawad (Den nationale bevægelse for Azawads frigørelse). En tamasheq-frihedsbevægelse, som var med til at udråbe Azawad som ny stat med Timbuktu som hovedstad. De ligger nu i krig med den formodede Al-Qaeda-kontrollerede bevægelse Ansar Dine, som reelt er de nye magthavere i området.

Ansar Dine: Betyder Troens Forsvarere. Organisation ledet af Iagh Ag Ghaly, som var en af lederne i tamasheq-folkets oprør i 1990’erne. Organisationen er mistænkt for at være en del af Al-Qaeda. De har indført sharia-lovgivning i hele den besatte del af Mali.

Azawad: Arabisk udtryk for berberordet 'azawagha', som betyder et stort, udtørret vandområde. Det er også navnet på den stat, som i dag kontrolleres af Ansar Dine.

Wahabisme: Populær islamisk bevægelse opkaldt efter Muhammad ibn Abd al-Wahhab (1703-1792). Kaldes også salafister og står for en konservativ form for islam, hvor sharia-lovgivning gælder. Ansar Dine er wahabister og har indført denne styreform i det nordlige Mali.

Freemuse: betyder Freedom of Musical Expression. Organisation med hovedsæde i København, som forsvarer ytringsfrihed og er imod censur inden for musik i hele verden. Mange rapporter og konferencer. Arbejder blandt andet med Terakaft og udsender snart en rapport om censuren, som det nye styre i den såkaldte stat Azawad påfører musikere i området.

søg:
audio
Terakaft - TireraTerakaft - Aima Ymaima
Playeren åbner i et nyt vindue
video
Systema Solar/ Colombia - interview
 
tværgående temaer
Musikcensur i undervisningen – kan du se pointen?
  Kan man proppe nationalisme, kønsperspektiv, filosofi, religion, historie, sprogpolitik, mark...
Læs mere