artikler
Afghanistans gyldne stemme – forfulgt for at synge
Sahar Afarin er for mange blevet symbolet på det nye Afghanistan. Hun er ung og smuk og fik sit gen...
Læs mere
Homayun Sakhi - fortælling om en musiker fra Afghanistan
Homayun Sakhi er musiker – udlært af sin far, der, ligesom han selv, mestrer instrumentet rubab. In...
Læs mere

Baggrund: afghansk musik

Afghansk musik

Jens Kristian Kisbye Dreyer

Afghanistan er et land med store regionale forskelle og består af flere etniske og sproglige grupper med pashto, persisk (dari) og turkmensk som de tre primære sprog. De regionale forskelle afspejler typisk, hvilket land regionen grænser op til – Pakistan, Turkmenistan, Usbekistan, Tadsjikistan, Iran eller sågar Kina i det fjerne nordøstlige hjørne.

 

Fælles for den afghanske musik er, at den ofte er båret af sang, og derfor er tæt knyttet til de poetiske traditioner og dermed også sprogene. Dog er den persiske litterære arv særlig stærk, og populært siger man, at afghansk musik er pashtunsk musik fra Nordindien og Pakistan, der møder persiske tekster fra Iran. Og noget er der om det. De afghanske magthavere inviterede i midten af 1800-tallet nordindiske musikere til landet, og med tiden udviklede de og deres efterkommere en særlig afghansk variant af den indiske musiktradition. Nordindien blev i 1947 til Pakistan, hvor pashtunerne udgør en af de store befolkningsgrupper. Derfor har afghanske musikere ofte orienteret sig mod naboen i syd.

 

Foreningen mellem det persiske og det pashtunske i musikken har på mange måder været med til at forene de to primære befolkningsgrupper i landet.

 

Sange om ulykkelig kærlighed

Musikken er rytmisk og baseret på diatone skalaer som vores, men generelt har man ikke flerstemmighed eller harmonier, som vi kender det fra vestlig musik. Den indiske indflydelse kan bl.a. ses på de bærende instrumenter i den traditionelle afghanske musik. Det er instrumenter som tabla, tanpura, sarangi, harmonium og delruba – alle instrumenter fra det nordindiske område. Det eneste instrument i den traditionelle afghanske musik, der ikke har rødder i Indien, er instrumnetet rubab. Den er udviklet i Afghanistan.

 

Sangteksterne er som nævn ofte baseret på ældre poesi fra den persiske litteratur (der er dog også mange pashtunske tekster) med et ganske snævert udvalg af emner. Sangene handler primært om ulykkelig kærlighed – med undtagelser i de persiske ghazals, der ofte kredser om mere spirituelle emner. Læs mere om ghazals. Til gengæld er der ofte ingen henvisning til samtidige begivenheder eller personlige oplevelser. Når kunstnere har brudt med den tradition og sunget om forhold i deres samtid, har de ofte fået problemer på halsen. Læs om censur i afghansk musik.

 

Musikken moderniseres - og moderniserer

Med radioens udbredelse i 1940’erne opstod et behov for at lave musik, der kunne nå længere ud end den enkelte region. De regionale forskelle blev forsøgt udjævnet, og man lavede musik, der blandede persiske og pashto-tekster – som man kendte det fra Kabul-regionen – og tilsatte pashtunsk musik med sin kompositoriske opbygning primært fra den indiske tradition. Det blev en populær hybrid og meget populærmusik blev hurtigt baseret på den formel. Tiden betød også en revitalisering af de traditionelle regionale sange, der nu blev genindspillet med orkestrer af klassisk uddannede musikere.

 

Radioen blev stedet, hvorfra den moderne musik kom ud til afghanerne. Den fik en række kunstnere tilknyttet og kunne også præsentere afghanerne for moderne instrumenter som elektrisk orgel, elektrisk guitar, trommesæt, trompet etc. Instrumenter, der ikke var indenfor rækkevidde for en almindelig amatør eller landsbysanger. Musikere nød nu efterhånden generelt større anerkendelse landet over – det var tidligere ikke et prestigefuldt erhverv. Det blev sågar almindeligt at høre kvinder i æteren – og enkelte opnåede egentlig berømmelse Den bedst kendte var Ferida Mahwash, der fik sit gennembrud i 1960. Flere af de nye mediers kunstnere opnåede egentlig stjernestatus. Også udenfor landets grænser. Én af de største var Ahmad Zahir, der spillede en ganske vestlig form for afghansk musik op gennem 1970’erne og blev kaldt 'Afghanistans Elvis'. En anden stor stjerne fra den afghanske radio var Sarban, der fortolkede mere traditionelle afghanske sange. Hans barnebarn – Sahar Afarin – fik et stort gennembrud i 2006, da hun vandt to store talentshows på afghansk tv.

 

Påvirkningen fra Indien og Pakistan er ikke blevet mindre med årene. De musik- og dansefyldte film fra Pakistan og Indien – blandt andet de såkaldte Bollywood-film -  har også et stort publikum i Afghanistan, og det smitter af på den afghanske populærmusik.

 

Men påvirkningen går nu også den anden vej. Pakistanske filmfolk har nemlig opdaget, at den pashtunske musiktradition i Afghanistan og i blandt eksil-afghanere i Pakistan er blevet vedligeholdt og plejet, så nu kigger man nordpå, når man skal bruge god pashtunsk musik til de populære pakistanske film.

 

Læs også musikeren Hoymayun Sakhis historie her. Den afspejler meget fint udviklingen i afghansk musik.

søg:
audio
Boban i Marko Markovic Orchestra - Mundo CocekUniversity of Gnawa - Foufou DanbaSystema Solar - Mi kolombiaSystema Solar - Ya VerasTerakaft - Aima YmaimaTerakaft - TireraMoticoma - BelekanwanatiendeDAM - Change tomorrowKiran Ahluwalia - Yakeenan
Playeren åbner i et nyt vindue
video
Fuat Talay/ Kurdisk - om musikcensur
 
tværgående temaer
Musikcensur i undervisningen – kan du se pointen?
  Kan man proppe nationalisme, kønsperspektiv, filosofi, religion, historie, sprogpolitik, mark...
Læs mere
Den farlige musik
Alle gør det. Iranske ayatollaher og amerikanske supermarkeder. Censurerer musikken. Det skal der g...
Læs mere