artikler
Undervisningspakke – gnawa
Denne undervisningspakke har fokus på gnawa-musiktraditionen og orkestret University of Gnawa. ...
Læs mere
Til lila hos familien Gania i Essaouira
Gnawa-kulturens hellige tranceritual kaldes en lila – arabisk for 'nat'. Her påkaldes en række ...
Læs mere
Lytteører – Ana Hayou
Vi har med Aziz Sahmaoui & University of Gnawa valgt nummeret "Ana Hayou", hvor Aziz Sahmaoui i...
Læs mere

Gnawa: Vestafrikanske mystikere i Marokko

Mesteren Mokhtar Gania og hans gruppe spiller op til trance i Essaouira. Lila'en tog i 2011 tre dage og nætter. Foto: Torben Holleufer

Gnawa-tradition og moderne fusionsorkestre

af Torben Holleufer

Den marokkanske musiker Aziz Sahmaoui rejser verden tynd med sit fusionsorkester, University of Gnawa. Her fortæller vi om selve gnawa-traditionen samt om den fusionstradition, som Sahmaoui er en del af.

 

 
Da Aziz Sahmaoui trådte op på scenen på Global i København med sit band University of Gnawa, talte medier om, at her kom den ægte gnawa-musik til Danmark. Noget af en påstand. De havde læst hans pressemeddelelse, og så reagerede de mekanisk på det. Men det var forkert.
 
Det er sandt, at Aziz Sahmaoui stammer fra Marrakesh, som er en af hovedbyerne for gnawa-kultur. Ligesom han blandt andet spiller den trestrengede gimri – en slags afrikansk baslut – som stammer fra denne kultur. Og han synger nogle af de gamle sange på en måde, der ikke er så ringe endda. Men det gør ham ikke til gnawa. For at være gnawa er så meget mere end det. Og det handler i høj grad om slægtskab og tradition. Det er ikke bare musik.
 
Hvad medierne og spillestedet skulle have skrevet, var, at her kom en repræsentant for den fusionsstil, som blev født i storbyen Casablancas slum omkring 1970. Hvor gnawa-musik var en vigtig bestanddel. En form for folkelig musik – det hedder med et arabisk ord 'chaâbi' – som ofte er politisk og spredte sig som en steppebrand over hele Nordvestafrika i en grad, så alle store stjerner i tiden fremover var påvirket af de pågældende grupper og den stil, de stod for. Disse grupper repræsenterede nemlig en revolution via den nye musik og de politiske tekster med et billedsprog, som alle kunne forstå. Men som også var camoufleret nok til, at magthaverne ofte måtte opgive at retsforfølge dem.
 
De marokkanske grupper fra slummen i Casablanca formåede at sætte ord på frustrationer, der var delt blandt unge overalt i Nordafrika, og de skabte samtidig en musik, der var splinterny, men havde en klangbund, der opdaterede traditionen.
 

Sorte fra syd

Lad os starte med at definere gnawa:
 
Ordet 'gnawa' har en oprindelse, som ikke helt er klarlagt. Det staves i vesten på to måder, nemlig den franske, som er 'gnaoua', og den engelske, som er 'gnawa'. Umiddelbart er det den franske, som kommer tættest på den arabiske udtale.
 
Betydningen er ikke helt klarlagt. Nogle lærde har hældt til den idé, at det stammer fra berberordet 'agnaw', som simpelthen skulle betyde sort. Andre har peget på, at det måske kunne referere til ordet 'Ghana', idet der i middelalderen lå et land mellem de nuværende lande Mauritanien, Senegal og Mali, som hed sådan – ikke at forveksle med den nuværende stat af samme navn. Altså: 'ganaoua' er lig med en, der kommer fra Ghana. Navnet betegner også en af de gamle porte i Marrakeshs medina. Den hedder Bab Agenaou, og var der, hvor slaver gik igennem, når de ankom til Marrakesh med de store karavaner. Herfra fortsatte de ind på den berømte markedsplads, Djeema El Fna. Den er i dag en livlig plads, som turister flokkes til, men som altså i cirka i årene 1150-1850 blev brugt til simpelthen at sælge de stakkels mennesker, der havde gået i gåsegang iført lænker hele vejen over den store Saharaørken.
 
Gnawa er en musikgenre og også en gren af nordafrikansk sufisme. Sufier er de islamiske mystikere, og gnawa’er regner sig selv som sufier, som i modsætning til de fleste andre har deres oprindelse syd for den vældige Saharaørken. De ankom fra de lande vi i dag kender som Mali, Burkina Faso, Ghana, Senegal, Guinea og andre. De var som sagt slaver og blev solgt på markeder i hele Nordafrika, selv om vi her retter opmærksomheden mod Marokko, hvor kulturen er mest udbredt.
 
Blandt de mere berømte handelspladser var Sijilmassa i det sydlige Marokko og Marrakesh; ligesom rigtig mange kom op til Essaouira, som ligger ved Atlanterhavet, og som op gennem middelalderen blev kendt som Timbuktus havn – på trods af en afstand på godt 1800 kilometer. At Timbuktu i dag er en by i Mali, og Essaouira er i Marokko, har ingen betydning, for fra 1691 og frem til midt i 1700-tallet regerede den marokkanske sultan over et vældigt land, der gik helt ned til Niger-floden.
 
Karavanerne bragte alskens varer fra Afrikas hjerte til byen, noget vi i Danmark ved en masse om. For i midten af 1700-tallet havde Danmark et konsulat i byen, og konsulen Georg Høst var en endda meget god ven af sultanen. Ligesom han ved hjemkomsten skrev et par bøger, som har givet en sjældent god indsigt i, hvad der rørte sig i en handelsby, med fuldkomne lister over, hvad karavanerne bragte til byen fra langt nede i Afrika.
 
Essaouira var ikke udskibningshavn for slaver. De arbejdede derimod som soldater i sultanens hær, som tjenere i de store huse, og endelig arbejdede rigtigt mange også i sukkerrørsplantager syd for byen. Og som det var tilfældet blandt afrikanske slaver i lande som Cuba og Brasilien, så tillod slaveejerne, at de afholdt deres ceremonier om natten. Ceremonier, som med tiden blev en forvirrende blanding af katolsk helgentro, islam og afrikansk animisme og åndetro.
 
Ligesom musikken som fulgte med af både kunstnere og videnskabsfolk er blevet defineret som den samme, som i USA ligger til grund for bluesmusikken.
 

Clairvoyanter

Gnawa-folk har en helt unik stilling i Marokko. Det er fortsat et land, hvor der er rigtigt meget tro på ånder og helgener, samt et behov for via talismaner og besværgelser at kunne værne sig mod Djævelen. Og lige det job er gnawa’ernes specialitet. Gennem musik og terapi har de en traditionel indsigt, hvor det healer folk.
 
Gnawa’er er traditionelt delt sådan op, at kvinder og mænd har hver deres job, selv om begge spiller og synger, og begge har deres vigtige plads, når der ved de natlige ritualer skal arbejdes terapeutisk med folk. En gnawa-familie har en klog kone, den såkaldte moqadema, som dels modtager patienten til en første konsultation, og dels har ansvaret med at arrangere den såkaldte lila; en trancenat, hvor de syv – og nogle gange flere – grupper af ånder tilkaldes fra det hinsides for at være med til at forløse dem, som søger hjælp gennem trance.
 
Sådan er den ægte vare. Altså helt forskellig fra den form for fusion, som blandt andre Aziz Sahmaoui praktiserer.
 

Maâllem: hvad vil det sige?

Maâllem er det marokkanske navn for en mester. Inden for gnawa er det en meget lang uddannelse, der går forud, før man kan kaldes en mester.
 
Er man ud af rigtig gnawa-familie, lærer man det typisk fra sin far. Det betyder, at man er med til lila'er fra barnsben af. Måske danser ens mor i dyb trance, mens man er en lille baby bundet fast i en bylt på hendes ryg. Et gnawa-barn er altså vant til lydene, farverne og lugten af røgelsen. Og tidligt begynder nogle af dem at danse i deres egen trance.
På vejen til at blive mester bød den gamle tradition, at man ventede med at få en rigtig gimbri at spille på. Gammel overtro siger, at en gimbri er beboet. At en ånd har taget bolig i den. Og man skal være klar til det.
 
Mange børn starter ud med en awisha, altså en lille gimbri, som de selv har bygget. Den lærer de alle sangene på, men de spiller ikke for mesteren. På et tidspunkt får de lov til at være sammen med musikerne i lila'en, og der kan de typisk alle dansene og kender sangene. De lærer så at spille de forskellige ostinater på kastagnetterne og levere svarkorene til mesteren. Og måske får de nu timer i gimbri-spil. Men i mange år vil de arbejde i mesterens gruppe, hvis de ikke tager ud som omrejsende musikere, der med trommen og kastagnetterne spiller og tigger. Det regnes som en meget vigtig skole inden for gnawa.
 
Typisk vil der komme en dag, hvor de er klar til at stå deres prøve for en mester. De sammenkalder så en gruppe mestre og serverer en stor skål couscous, den lækre ret af semuljegryn, som er nationalret i de nordafrikanske lande. Og efter at have spist, gennemgår den vordende mester så de centrale temaer i en trancenat. Og gør han det tilfredsstillende, afgør mestrene, om han fra nu af kan blive tituleret med titlen mester.
 
Der er en del mestre i Marokko, men nogle af tidens store mestre er Mustapha Baqbou, hans bror Ahmed Baqbou, Abdelatif ”Sidi Amara” Maqzoumi, Abdelkebir ”Cheb” Merchane og Abbas Baska, alle fra Marrakesh. De har alle grupper omkring sig.
I Essaouira er det især Gania-familien, der er i fokus. Her er alle tre brødre stjerner. De hedder henholdsvis Mahmoud, Abdelah og Mokhtar.
 
Dertil er der alle dem, der spiller gnawa-musik, men ikke kan tituleres som mestre. Blandt de mere kendte er Aziz Sahmaoui, den i New York bosatte Hassan Hakmoun, og så er der Majid Bekkas, som er professor på konservatoriet i Rabat, men er oplært hos en gnawa-mester. De kaldes ofte lidt hånligt for ”kassettebånds-mestre”. Det betyder, at de har lært musikken ved at efterligne mestre, der har indspillet kassettebånd. De har ikke lært fra en mester, og de vil typisk ikke være i stand til at spille til lila'er, hvor man skal have et vist niveau for gennem musikken at behandle mennesker, der nogle gange kommer ud i store mentale kriser. En stor mester vælger altid den rette tone og sang, når en trance er i gang. Det er den store, afgørende forskel. På mesteren og hans efterligner.
 

Aziz Sahmaoui og fusion med gnawa

University of Gnawa er altså et ret misvisende navn. For gnawa’ernes oplæring er personlig fra mester til elev og foregår i praksis til ritualerne samt på rejser både med deres egen mester og på ture som vagabonder, der lader hatten gå rundt på gader og markedspladser. Vi er altså i en verden, der intet til fælles har med et universitet. For Aziz Sahmaoui er der dog tale om en hyldest til kulturen (se lydfil: Interview med Aziz Sahmaoui).
 
Aziz Sahmaoui stammer fra et middelklassekvarter i Marrakeshs udkant. Han begyndte tidligt at interessere sig for gnawa, og jeg har da også været til lila'er sammen med ham i Marrakeshs gamle medina. Lila'er, hvor han var tilskuer og ikke på noget tidspunkt tog del i trancen.
 
Aziz var dygtig i skolen, og han opnåede to bemærkelsesværdige ting i sin tid i hjemlandet: Han kom ind på landets fornemste universitet, Al Akhawayn, som typisk er der, hvor eliten går, og han kom med i en udgave af det berømte orkester Lem Chaheb. Begge ting, som skulle få stor betydning for hans videre færd.
 

Svar på The Beatles

Lad os vende tilbage til historien om Casablancas slum fra begyndelsen af artiklen. Det pågældende sted hedder Hay Mohammadi. Her bor der et stort miks af marokkanere, som er kommet til storbyen fra hele landet. I kølvandet på ungdomsoprøret i Vesten i sluttresserne var der selvfølgelig også gang i den i Afrika. Marokko er jo tidligere fransk koloni, så her holdt man især øje med, hvad der skete i Paris, og efter de voldsomme studenteruroligheder i maj 1968 var der mange unge bevidste marokkanere, der ikke bare stillede spørgsmål, men også fandt måder, hvorpå de kunne ytre sig. Nu var Marokko et stærkt kontrolleret sted på den tid, og de unge måtte derfor finde avancerede måder at føre politisk kamp på. I første omgang blev det til teater, men snart kom der nogle vigtige grupper. I Casablanca var det især Nass El Ghiwane og Lem Chaheb, og i Marrakesh var det Jil Jilala, der kom frem. Ligesom berberne i Agadir snart skulle følge trop med deres egne orkestre, først og fremmest Izanzaren.
 
Fælles for disse orkestre var, at de lånte fra den klassiske milhoun-digtetradition, som de så gav slet skjulte politiske tekster. Samt at de blandede forskellige former for folkemusik fra Marokko. Det var nemt nok, eftersom de forskellige folkeslag og kulturer alle sammen befandt sig dør om dør i Hay Mohammadis tætbefolkede slum. Så pludselig havde man orkestre, der havde en gimbri-bas fra gnawa-traditionen og, som det bærende melodiske instrument, banjoen. Banjoen er faktisk oprindeligt et afrikansk instrument med skind spændt over en lydkasse, og de unge marokkanske musikere rev så båndene af banjoen og begyndte både at stemme den og spille den som en arabisk lut, som er båndløs.
Tilsat perkussion, medrivende mangestemmig sang og den politiske appel fik de en enorm betydning. Og trods ture i spjældet, når en tekst gik magthaverne for nær, er de endt med at have samme betydning for marokkanerne, som The Beatles har i vores kultur.
 

Den nye fusion

Det var derfor et genialt træk, at Aziz Sahmaoui kom med i en sen udgave af Lem Chaheb. Det var en god ballast, da han emigrerede til Paris og kom med i orkestret Orchestre National de Barbès. Ligesom orkestrene derhjemme var der mange stilarter med i den parisiske hybrid, opkaldt efter kvarteret Barbès, som ligger i storbyens 18. arrondissement. Her bor der mange indvandrere, og Aziz’ nye orkester begyndte omgående at spille en hybrid, som svarede til tiden. Altså var der raï fra Algeriet, gnawa fra Marokko, reggae og alskens andre ting. Det blev til en charmerende blanding, og de fik betydelig succes, ligesom det etablerede Aziz Sahmaoui i den europæiske bevidsthed. Med to album i sluthalvfemserne markerede de sig og spillede over alt.
 
Siden har Aziz Sahmaoui haft det svært kommercielt. Med den algiersk-fødte trommeslager Karim Ziad har han søgt de vestafrikanske rødder i projektet Ifrikiya. Og vigtigst af alt, så var han med i den gamle Weather Report-leder Joe Zawinuls sidste gruppe, Syndicate. Det er med nogle af de skrappe folk fra denne gruppe, at han har dannet University of Gnawa. Her har han – med blandet succes – taget den lille lut fra mandinga-traditionen, ngoni’en, op på lige fod med den marokkanske gimbri. Hans spil på den lille ngoni er dog at regne for en parodi, i hvert fald set i forhold til det kildevæld af fnuglette toner, som de sande mestre fra Mali normalt byder på.
 
Når det er sagt, har pladen med Aziz Sahmaoui og University of Gnawa generelt fået en god modtagelse i pressen. Det er fusion, og med folk som bassisten Alioune Wade kan det jo ikke gå helt galt. Dette unikum fra Senegal spiller også med divaen fra Mali Oumou Sangare, og på det nummer, vi har valgt, "Ana Hayou", lægger han en egen, særdeles svingende bas, som lægger ny alen til den oprindelige version af nummeret, som gnawa’erne normalt spiller på deres trestrengede gimbri.
 

FAKTA: Lila’en – gnawa’ernes specielle tranceritual

 

Hvad er lila?

Lila betyder simpelthen 'nat' på arabisk. Men for gnawa’erne er ordet også ensbetydende med den specielle trancenat. Der kan være forskellige årsager til, at en lila afholdes. Et medlem af samfundet kan være syg, og man henvender sig så til den kloge kone, moqadeema’en. Hun tilkalder så gnawa-musikerne, og en lila kan gå i gang.

 

Hvem kan være med?

Som udgangspunkt kan alle være med. Men det kræves, at man udviser respekt for ceremonien.

 

Hvad er det for ånder, der påkaldes?

I Essaouira i Marokko er der som regel en nøje rækkefølge. Man starter med processionen, så de indledende danse. Og når selve trancen går i gang, kontaktes ånderne en efter en, og tørklæder i deres forskellige farver bliver svøbt om hoved og overkrop på dem, som vælger at danse foran den mandlige mester og hans gruppe: Moulay Abdelkader Jilali (hvid og grøn), Bouderbala (spraglet), Mimouna (sort), Sidi Moussa (blå), Sidi Hamou (rød), Shorfa (grøn og hvid), Skovens børn (sort) og De kvindelige ånder (mange farver).

 

Hvilke dyr ofres?

Typisk et par haner, en ged eller et lam. Til store lila’er eller lila’er i rige hjem kan det være en tyrekalv, eller sågar en tyr.

 

Hvornår holdes en lila?

Altid om natten. Og især til højtider, der følger det muslimske år. Det kan især være i måneden Shabân (lige før Ramadanen) og i forbindelse med Profetens fødselsdag.

 

Læs mere i artiklern: Til Lila hos familien Gania i Essaouira.

 


 

Musikalske links til teksten:

 

Marrakeshs Maâllem Mustapha Baqbou i en lila:

http://www.youtube.com/watch?v=8eQyjJZvNZs

 

Lila (og ofring) hjemme hos Maâllem Mahmoud Gania i Essaouira:

http://www.youtube.com/watch?v=-qRluiiFLRY

 

Essaouiras berømte Maâllem Mahmoud Gania (også stavet Guinia el. Guinea) i et tv-program:

http://www.youtube.com/watch?v=hIO4j66ET-s

 

Nass El Ghiwane, den berømte fusionsgruppe fra Hay Mohammadi-slummen i Casablanca:

http://www.youtube.com/watch?v=0aRelz9RSDw

 

Lem Chaheb var ligeledes fra Hay Mohammadi og var den gruppe, som Aziz Sahmaoui kom med i på et sent tidspunkt:

http://www.youtube.com/watch?v=ZFO8hX4iVlM

 

Orchestre National de Barbès:

http://www.youtube.com/watch?v=oMShifA-PTw

 

Joe Zawinuls gruppe Syndicate (m. Aziz Sahmaoui):

http://www.youtube.com/watch?v=lqYA7ntbPTc

 

Aziz Sahmaoui & University of Gnawa: promotionvideo for album:

http://www.youtube.com/watch?v=bPICaD6zA6Y

 

Maâllem Si Mohamed Chaouqi spiller "Ana Hayou" på traditionel gnawa-vis:

http://www.youtube.com/watch?v=YUmYk1m5xfU

 

 

søg:
audio
University of Gnawa - Ana HayouUniversity of Gnawa - Foufou Danba
Playeren åbner i et nyt vindue
video
Systema Solar/ Colombia - interview
 
tværgående temaer
Hvor du fra? Jeg er fra…
Hvor er du fra? Spørgsmålet kan synes ligetil, og alligevel er det slet ikke så ligetil. For i glob...
Læs mere
Musik i globaliseringens tidsalder
I denne artikel tager vi et kig ud i musikkens globaliserede verden. For ligesom verden er blevet m...
Læs mere
Musik + globalisering = verdensmusik?
Hvornår er noget verdensmusik, og hvornår er det noget andet? Hvornår taler vi f.eks. om folkemusik...
Læs mere