artikler
Velkommen til koncerter for gymnasieelever
Verdensmusikbanken arbejder tæt sammen med koncertarrangører om at tilbyde live-oplevelser for gymn...
Læs mere
"World hiphop" - ikke bare fra havnen
Hvad med at lave et undervisningsforløb med udgangspunkt i "world hiphop" og slutte af med en live-...
Læs mere
Hvor du fra? Jeg er fra…
Hvor er du fra? Spørgsmålet kan synes ligetil, og alligevel er det slet ikke så ligetil. For i glob...
Læs mere

Interview med DAM

DAM trykker den af til Booyaka Festivalen/ Foto: Karolina Zapolska

Hashasse = sejt: Palæstinensisk hiphop i Kbh

Udskriv Udskriv
Daniel Henschen, informationsmedarbejder på CKU

I efteråret 2009 arrangerede Center for Kultur og Udvikling (CKU) et palæstinensiske kultur-event i samarbejde med Betty Nansen Teatret. Bagefter talte vi med rapperne fra gruppen DAM.

 

 

"Jeg kan godt lide at optræde for børn og unge. Kontakten er mere direkte," siger Mahmoud Jreri, da vi mødes efter DAMs minikoncert på Betty Nansen Teatret.

 

Mens vinden fjernede de sidste blade udenfor på højborgerlige Frederiksberg Allé, stod den rebelske hiphop-duo på scenen som sidste – og suverænt mest populære – indslag i dagens Palæstina-event. DAM er Palæstinas ældste hiphop-gruppe, startet tilbage i 1999 af brødrene Tamar og Suhell Nafar sammen med vennen Mahmoud Jreri. De kommer alle sammen fra den minoritet af palæstinensere, som stadig bor midt i Israel. En situation, der bliver behandlet i gruppens politiske tekster.

 

De unge, som Mahmoud sigter til, var en 8. klasse fra friskolen Børneuniversitetet på Vesterbro, der havde indtaget de første rækker i teatersalen. Eftermiddagen stod i hiphoppens tegn og omfattede, foruden DAM, filmene "Sling Shot Hip Hop" af Jackie Salloum og "Rødder i Palæstina" af Bjørn Tving Stauning. Film, der fortæller historien bag palæstinensisk hiphop og beskriver den turné med hiphop- og spoken word-workshop, som DAM var en del af sammen med den danske rapper Zaki, breakdancer Wahid og spoken word-kunstner Khadije Nasser.

 

Både dagens event og arrangementerne i Palæstina er støttet af Center for Kultur og Udvikling (CKU), som først havde inviteret vinderne af Palæstinas første rap-konkurrence, gruppen Darg Team. Men den politiske situation, der sætter sit præg på hele regionen, satte punktum for dét projekt: Darg Team fra Gaza nåede ikke at få visum til de få dage hver måned, hvor grænsen er åben til Egypten, og andre muligheder er der ikke – grænseovergangen til Israel har været lukket, siden den israelske regering erklærede total boykot af den smalle stribe land som svar på Hamas’ valgsejr i 2006 og projektilangreb mod de israelske nabobyer på den anden side af selvstyregrænsen.

 

I stedet var det DAM, der kom på scenen på Betty Nansen. Og efter filmene fik de folk op af de røde plyssæder med deres egen kombination af arabisk perkussion, mellemøstlige melodier og moderne hiphop. Det var et delvist reduceret DAM, der optrådte som duo med Tamer Nafar og Mahmoud Jrer. Men energien fejlede ikke noget:

 

"Nu skal I sige ’hashasse’. Det betyder ’cool’ på arabisk," råbte Mahmoud, og lidt efter:

 

"Hvad hedder dét på dansk? ’Sejt’?! Ok, ’saait’!"

 

Og så går skoleeleverne på første række ellers rytmisk amok med at råbe "sejt!" og "hashasse!" til DAMs tekster.

 

Politik kontra hiphop

Den direkte kontakt, som Mahmoud snakkede om, var tydelig allerede før koncerten: Der er flere gange klapsalver og råb, bl.a. da en pige i filmen "Rødder i Palæstina" læser sit eget digt op om at leve i eksil – en scene, der ellers kunne virke uvant følelsesladet for et dansk publikum:

 

"Og mor Palæstina, jeg vil vende tilbage og tørre tårerne af dine øjne."

 

Efter at publikum var blevet varmet op af en gang svedig palæstinensisk hiphop, var det tid til at få konfronteret en del fordomme. Bl.a. hvad angår unge araberes holdning til Vesten.

 

Hvordan kan det være, at I laver hiphop i Mellemøsten?", var der en af dagens publikummer, der ville vide. "Vi hører jo altid, at I er kritiske over for USA…"

 

Til det forklarede Tamer og Mahmoud, at den politiske kritik i deres sange var netop dét, altså politisk.

 

"Vi kritiserer ikke USA som sådan. Vi kritiserer de ting, deres regering gør, som vi synes, er dårlige. De gode ting i kulturen eller andre ting har vi ikke noget imod. Hiphop er godt, og hvis USA opfinder en kur mod kræft, vil vi selvfølgelig også støtte det," slutter Tamer med et glimt i øjet.

 

Til sidst fortæller Mahmoud, hvordan han begyndte at rappe på arabisk for første gang under et besøg hos en fætter i København. Tidligere havde han holdt sig til engelsk. Men fætteren foreslog ham at skrue op for intensiteten med tekster på hans eget sprog.

 

"Så palæstinensisk hiphop opstod faktisk i København. Er I stolte af det eller hvad?!", råber den danske rapper Zaki, der fungerer som tolk og vært, mens publikum klapper og pifter.

 

“Fighting to live”

Bagefter sidder de to bandmedlemmer og deres tolk plus hommie Zaki og hænger ud i omklædningsrummet mellem sminkespejle og diverse teaterrekvisitter. Venskabet opstod tilbage i 2006 under kulturfestivalen IMAGES of the Middle East. Også dengang var det Center for Kultur og Udvikling, der havde hentet de to rappere til Danmark. Og som guide fik de kollegaen Zaki. Med en egyptisk far og dansk mor er han flydende på begge sprog, og som musikere og mennesker klikkede forholdet med det samme.

 

Sproget er i det hele taget centralt i hiphop. DAMs musik fandt sit udtryk, da den blev arabisk. Men inspirationen til teksterne og musikken kommer fra den politiske situation i regionen og den amerikanske hiphop-kultur.

 

DAM står f.eks. i gæld til manden bag citater som "Why am I fighting to live, if I'm just living to fight" - den amerikanske rapper Tupac Shakur, der var med til at sætte ord på livet i USA's ghettoer med socialt engageret, politisk rapmusik. Og det samme er DAMs mål i Palæstina:

 

"Da hiphop startede, var det en social bevægelse. Det er det stadig i Palæstina," siger Mahmoud og peger som eksempel på den kendte palæstinensiske filminstruktør Elia Suleiman.

 

I en af sine sidste film viser Suleiman tre scener fra den palæstinensiske selvstændighedsbevægelses historie. I de to første sker kampene og de efterfølgende nederlag med traditionelle midler.

 

"Men i den scene, der viser nutiden, dukker der en hiphop-gruppe op til sidst og rapper om vores kamp og liv, mens soldaterne flygter."

 

En surrealistisk fantasi. Men som sådan måske et tegn på, at det er andre end de unge selv, der har fået øjnene op for genrens potentiale. 

 

Svært at blive hørt

DAM har sin base i Israel, et af verdens rigeste lande med statsstøtte til kunst og kultur. Alligevel er kampen for at komme ud med musikken op ad bakke.

 

"Vi har endelig fundet en producer – i England. Og der er vi virkelig heldige. Det er umuligt at finde nogen i Israel, der vil støtte vores musik, og det er enormt svært at distribuere den."

 

Ifølge de to musikere skyldes det israelsk modstand mod at lade palæstinensernes krav komme til orde. Men i de palæstinensiske selvstyreområder er der slet ingen musikindustri. For dem selv handler projektet ikke kun om at rejse politiske krav, men lige så meget om at skabe et frirum, hvor unge kan sætte ord på deres eget liv.

 

"Vi vil gerne give en stemme til unge, der vokser op," forklarer rapperne fra DAM. Og sammen med Zaki fortæller de, hvordan de unge strømmede til de hiphop-workshops, som også blev vist i filmen "Rødder i Palæstina".

 

De kaotiske og ofte voldelige begivenheder sætter aftryk hos de unge i regionen. Og dér kan hiphop-teksterne fungere som en mental ventil.

 

"De oplever ting hver dag: Huse, der bliver ødelagt, mennesker, der bliver skudt. Ting, der er så vilde, at det skal ud!"

 

Samtidig er det sjældent, at unges holdninger bliver taget seriøst i traditionelle familier. Med hiphoppen er der pludselig et rum, hvor det er de unge selv, det handler om, og det, DE mener.

 

"Det giver dem fornemmelsen af at skabe noget selv. Det er ekstremt vigtigt, når man kommer fra en minoritet," siger de tre rappere samstemmende og fortæller om følelsen af at være udenfor og aldrig kunne leve op til majoritetens normer.

 

Tidligere generationer brugte folkemusikken som deres udtryk. Senere kom rocken. Men ifølge DAM er det nu deres genre, der kan sætte rytme på en generation og være motoren bag politisk forandring. Så hvad håber de at få ud af en koncert her i Danmark?

 

"Det er et ansvar, vi har. Vi kommer måske ud til 500 unge på den her turné. Så vi har muligheden for at fortælle dem, hvordan tingene ser ud fra vores synspunkt. Derfor er noget af det bedste de spørgsmål, de stiller: Børn er ikke så prægede af fordomme, de kan stadig have forskellige holdninger."

 

"Det er noget andet i Israel," tilføjer Mahmoud og fortæller, hvor svært det er blevet at knytte venskaber mellem israelere og palæstinensere.

 

Måske har musikken kombineret med filmen allerede haft lidt af den ønskede effekt. Efter koncerten stopper jeg et par af eleverne fra Børneuniversitetet, der står og småsnakker i forhallen. De synes alle sammen, at det har været en sej koncert. En pige med halstørklæde og Christiania-badge sætter ord på den følelse, som mange af dem går rundt med:

 

"Jeg vidste slet ikke, det var så alvorligt dernede!"

søg:
audio
DAM - Born hereDAM - I don't have freedomDAM - Change tomorrow
Playeren åbner i et nyt vindue
video
Baba Zula/ Tyrkiet - interview
 
tværgående temaer
Anatolsk folkemusik - fælles om forskellighed
Hvis du spørger Fuat Talay, hvad det er for noget musik han spiller, vil han svare, at han spiller ...
Læs mere