artikler
Interview med MC Monza fra Mauritanien
(Interview på engelsk - primært målrettet studieretningsforløb med musik og engelsk)   So t...
Læs mere
Interview med AsOne fra Guinea Bissau
(Interview på engelsk - primært målrettet studieretningsforløb med musik og engelsk)   How ...
Læs mere
Fra bryllupsmusiker til verdensstjerne
Hasna el Becharia er ingen årsunge, som hun sidder dér i sine grønne gevandter klar til at gå på sc...
Læs mere

Interview med Moticoma

Moticoma betyder styrke

Daniel Henschen/CKU

Verdensmusik får stadig større fokus i Vesten, og København har netop været vært for verdens største verdensmusik-arrangement, World Music Expo (Womex). I udviklingslandene er musikmiljøerne derimod en sårbar sektor, som har svært ved at konkurrere med den globale mainstream. Det fortæller Moticoma, som er et af Mozambiques mest succesfulde bands inden for traditionel musik, men som kæmper hårdt for at spille deres musik.

  

  

"Vi forstår ikke, hvordan vi faktisk kan overleve."

 

De syv musikere om bordet ler lidt tøvende og undskyldende. Som man gør, når man har sagt noget, der egentlig lyder som en overdrivelse - men faktisk er sandt. Det samme gør intervieweren: Moticoma fra hovedstaden Maputo er et af Mozambiques største og mest kendte bands og langtfra nogen fiasko – bortset altså fra den ikke helt uvæsentlige detalje, at de ikke kan leve af det, de laver.

 

I hjemlandet trækker Moticoma fulde huse til deres koncerterer. Stilen er en fusion mellem nyt og gammelt. Med økonomisk støtte fra Center for Kultur og Udvikling (CKU) og den danske ambassade i Maputo, og moralsk ditto fra deres danske kollegaer Moussa Diallo og Master Fatman, turnerer de lige nu Danmark tyndt med traditionel perkussion og dans opdateret med elektriske instrumenter.

 

Derhjemme står den tit på op til fem koncerter i løbet af en nat, hvis hverdagen som professionel musiker skal hænge nogenlunde sammen. Turnéen i Danmark er et økonomisk boost og en pause fra en hverdag, der er mere end stressende.

 

"Det er typisk sådan, at vi starter ét sted på en bar om aftenen. Så spiller vi der et par timer, inden vi skal skynde os videre til et nyt sted. Og sådan kan det fortsætte indtil kl. 4-5 om morgenen, hvor vi skal vente på den første bus; det er ikke sådan, at vi tjener nok til en taxa."

 

På plussiden er, at man lærer omstillingsparathed. Musikerne er vant til at skulle stille op i nye bandkonstellationer med et øjebliks varsel: Musik på professionelt plan tager bare kræfter og giver ingen penge. Som konsekvens er musikmiljøet i Mozambique meget lille, og alle må være parat til at stille op for hinanden med kortest muligt varsel.

 

 

”Vi mangler en industri”

Moticomas trængsler i hverdagen afspejler generelle problemer for et land, der på den ene side har en rig musiktradition, men på den anden side bliver oversvømmet af mainstreamhits fra udlandet.

 

"Vi mangler en industri, der kan støtte os," fortæller musikerne fra Moticoma.

 

Der er kun en håndfuld lydstudier med produktionsfaciliteter i hele Mozambique. Det rammer særligt den ikke-kommercielle og traditionelle musik. 

 

"Der er mange, der indspiller bånd hjemme, men kvaliteten er ikke god nok til, at musikken bliver spillet i radioen," siger Ines Dionisio Quene, den ene af bandets to kvindelige dansere. Hun tilføjer, at de kommercielle radioer foretrækker mere kommercielle genrer, som de unge kender fra diskotekerne – afrobeat og electronic.

 

De musikere, som endelig får udgivet albums, opgiver ofte alle rettigheder til deres egen musik, selvom det undergraver deres indtjeningsmuligheder – og det betyder, at en karriere som musiker virker alt andet end attraktiv. Selv for de få der slår igennem.

 

En helt anden ting er de strukturelle begrænsninger i et udviklingsland som Mozambique. Selvom Moticoma er et af landets største bands, er de knap nok kendt uden for hovedstaden. For i modsætning til vestlige musikere er koncertmulighederne begrænset af noget så basalt som infrastrukturen. Hvis musikere fra en del af landet overhovedet kommer til en anden del, er det som regel som enkeltpersoner.

 

"Vi er i Maputo. Men der er 11 provinser i Mozambique. Vi er nødt til at finde en sponsor for at kunne rejse til andre dele af landet."

 

Alternativt kan musikerne hver især lave aftale med en barejer i provinsen. Det er billigere at transportere en enkelt trommeslager i en bil eller en bus end et helt band med gear – tourbusser som i Europa er vild utopi.

 

Derfor virker det helt absurd, at bandet nu er nået til Danmark med fuld besætning. Rejsen til Danmark kom da også i stand ved lidt af et tilfælde. Malinesisk-danske Moussa Diallo var med den allestedsnærværende Master Fatman i landet for at opsnuse nyt fra den globale undergrund. I et baglokale i Maputo havnede de til perkussionskoncert. Og efter at de havde hørt bandet spille, satte de himmel og jord i bevægelse for at skaffe Moticoma en invitation til Danmark.

 

Nu er de her så, og indtil videre har de givet en håndfuld koncerter over hele landet. Mødet finder sted hos Center for Kultur og Udvikling under Udenrigsministeriet. Kontrasten til CKU's højloftede herskabslokaler på Nytorv i København er stor, og symbolikken i mødet mellem det rige Nord og forarmede Syd ligger da også lige til højrebenet.

 

Det er ikke helt ved siden af. Men ifølge de syv musikere er det faktisk helt jordnære tiltag, der skal til for at bedre forholdene for landets musikere. Det gælder for eksempel opbygningen af et selvstændigt musikmiljø med uddannelser og bedre produktionsforhold. En rimelig fast indkomst og en mulighed for at komme ud med sin musik ville udrette mirakler for Mozambiques musikscene.

 

Moticoma-musikerne peger på deres sydlige nabo, hvor en blomstrende musikindustri leverer soundtracket til fester og bilradioer over det meste af Afrika syd for Sahara.

 

"Hvis det var ligesom i Sydafrika, ville det være bedre, fordi de har skoler og støtter kulturen. Det giver en stor stolthed og gør, at man kan leve af at spille. Vi ønsker ikke at være rige, men bare at have råd til at leve og tid til at øve."

 

Mozambiques regering tog det første skridt på den vej for at par år siden, da de indførte obligatorisk musikundervisning i landets skoler. Desværre er der stort set ingen uddannede musiklærere – bl.a. fordi musik ikke er et fag på seminarierne. Det begrænser udbyttet af musikundervisningen, der er rent teoretisk og varetages af lærere med en helt anden uddannelse, for eksempel i matematik eller sprog. Alt sammen ødelæggende for fundamentet under en professionel musikscene, mener bassisten Carlos Armando Macaringue:

 

"Som musiker er man nødt til at have andre fuldtidsjobs – for eksempel som taxa-chauffør. Men så har man heller ikke tid til at øve, især når det handler om traditionel musik, som er svært at lære. Så jeg tror ikke, at en musiker, der har et andet job, kan blive en dygtig musiker."

 

 

Musik i et land, der forandrer sig

Som tingene er nu, virker international støtte paradoksalt nok nødvendig for at holde fast i et stærkt lokalt musikliv.

 

Mozambique er et land i forandring. Landet er stadig præget af kolonialismen, en industrialisering i sin vorden og først og fremmest den lange og voldelige borgerkrig. Navnet Moticoma betyder styrke eller solidaritet, og det er samtidig dannet af forstavelserne fra musikernes efternavne. Musikere, der har deres rødder i hver sin del af Mozambiques overvældende etniske mangfoldighed, og dermed afspejler urbaniseringen og kontakten på tværs af stammer og andre etniske grupper.

 

Men som i andre lande under forandring kommer markedskræfterne og distributionsmulighederne let til at ensrette kulturen. Ofte på bekostning af det lokale initiativ og landets traditioner – og på bekostning af en potentielt vigtig eksportvare i en tid, hvor verdensmusik sælger flere og flere cd’er blandt unge i Vesten.

 

Sidste år gik Danmark ind i mozambiquisk kulturliv med støtte gennem Center for Kultur og Udvikling. Indtil videre har det bl.a. resulteret i et musikstudie. Ikke nok for et helt land, men alligevel et alternativ til de kommercielle aktører.

 

Når Moticoma rejser hjem, bliver det med en remixet cd fra Danmark. Det åbner muligheder for helt nye indtjeningsmuligheder med salg af album og afspilning i radioen. Lignende historier kommer af og til fra andre af de få bands fra Mozambique, der får muligheden.

 

Mange af de succesfulde musikere flytter da også til Sydafrika, hvor de kan leve af deres musik. Som musikstjerner i Maputo er Moticoma en af de privilegerede grupper, der efter alt at dømme ville kunne slå igennem i nabolandet. Men de bliver. De frygter, at alternativet ville være at gå på kompromis med deres kultur eller sig selv.

 

"Vi kunne tage til Sydafrika. Det ville faktisk være let at sprede vores musik derfra. Men så ville vi også miste vores kultur mere og mere. Vi vil ikke risikere at miste os selv."

 

Deres mål er at bevare deres musikalske egenart i en tid, hvor få genrer dominerer hele kontinentet. Men den idealisme skaffer ikke brød på bordet. Og Sydafrika er under alle omstændigheder kun en mulighed for de få. Så hvorfor blive ved?

 

"Vi elsker musik," er den ene forklaring, bandet giver. Den anden er mere politisk. Uden at nævne den traumatiske borgerkrig, som hærgede landet i det meste af en menneskealder, ser de musikken som et middel til at holde fast på den traditionelle kultur og mangfoldighed.

 

"Musik er en del af vores kulturarv. Og det er nødvendigt, hvis vi vil genoplive vores land. Vi skal kunne tro på os selv og vores kultur."

 

Det er store ord, og i Vesten har kulturområdet indtil videre stået i skyggen af den mere hardcore økonomiske bistand. Men måske er der grund til at tage musiklivet alvorligt som andet end kulturelt flødeskum: Rapporter fra både Verdensbanken og FN bakker nemlig op om musikerne fra Moticoma: Kulturel stolthed er en vigtig basis for et lands demokrati og sammenhængskraft. Det gælder selvfølgelig også i et land, der har været hærget af en blodig borgerkrig. Og som langsomt arbejder med at finde en national identitet, der kan samle Mozambiques mange stammer med deres mere end 200 sprog.

 

Og indtil videre er en form for idealisme nok nødvendig for de mozambiquiske musikere og deres kollegaer over hele kontinentet. For idoler eller idealister: I Mozambique er der langt til stjernedrømmen fra X-factor og MTV.

søg:
audio
Maga Bo - Nqayi - feat TebaMoticoma - Belekanwanatiende
Playeren åbner i et nyt vindue
video
Moticoma/ Mozambique - workshop
 
tværgående temaer
Hip hop renæssancen findes i Afrika
Det siges, at hip hop er et amerikansk fænomen. Men sandheden er snarere den, at hip hop stammer fr...
Læs mere