artikler
Hvad er en raga? – Kort indføring i den klassiske indiske musik
Raga er den struktur, hvorpå klassisk indisk musik er bygget. I en typisk opbygning, hvor en solosp...
Læs mere
Ghazal
Ghazal er en af hovedgenrerne inden for traditionel afghansk musik. Det er oprindeligt en vers...
Læs mere
Ghazal – sex, kærlighed og længsel
Som du kan høre dig til i interviewet med musikeren Kiran, spiller hun en fusioneret world med udga...
Læs mere
Tabla
Tabla er en slags indiske trommer, der bruges i mange musikalske sammenhænge på hele det indiske su...
Læs mere
Rubab
Rubab kaldes Afghanistans national-instrument. Det er en korthalset lut med flere slags strenge. In...
Læs mere

Kunstnerprofil: Kiran Ahluwalia

Kunstnerprofil: Kiran Ahluwalia

af Torben Holleufer

Dragende er ordet. Længsler uden sentimentalitet. Lyden af en fint forsiret indisk kvindestemme, der nøgent står sitrende i rummet. Som tager dig med og fortryller dig. Sådan er indisk sang, når det er bedst. Og sådan er det med sangerinden Kiran Ahluwalia.

 

Sangerinden bor i dag i New York og er en af de mest spændende nye eksponenter for en musikkultur, der måske er verdens ældste. Hendes pas siger Canada, men hun blev født langt ude på landet i det nordøstlige Indien. Delstaten Bihar er Indiens fattigste og er mest kendt for tørke og migration fra land til by. Her boede Kiran, fra hun blev født og til sit niende år, hvor familien som så mange andre brød op. Næste stop blev Toronto, Canadas største by.

 

Hun havde en opvækst, der lignede så mange andre. Træt af ABBA og Bee Gees, som vennerne var på, ville hun vende tilbage til familiens samling af religiøs musik fra sikh-religionen, som hun var vokset op i. Ligesom hun som enhver indisk immigrant ville se Bollywood-film på video og høre de klagende sange, som ville forvandle fædrelandet til det tabte paradis. Så efter skolen tog Kiran tilbage til Indien for at studere. Hun fik sågar en magistergrad i internationale relationer. Men hvor længe kan man ignorere den indre stemme?

 

For Kiran blev det selvfølgelig den klassiske indiske sang, der tog over. Stemmen der foldede sig ud fra hendes strube, var simpelthen for god til at lade være. Så de næste ti år gik med studier inden for en musik, hvor opdragelsen er rigid, for ikke at sige småbrutal. Kan du ikke dine ting, får du et rap over fingrene. Sådan har hun forklaret det sidenhen.

 

Tilbage i Canada ville Kiran arbejde inden for musikbranchen, men i 2001 besluttede hun sig endeligt for at satse på en karriere som musiker. Her udsendte hun sit første album, men det var for alvor det andet, der skabte opmærksomhed på det hjemlige marked. Hun høstede sin første pris, og de bedste ting fra de to album blev til den første internationale udgivelse, der simpelthen hed Kiran Ahluwalia. Nomaden var ankommet.

 

Men som det også er en nomades sandhed, så åbenbaredes bare en ny horisont. Og Kiran var mere end klar til at drage videre på sin færd. Meget passende kom albummet, der for alvor skabte opmærksomheden, til at hedde Wanderlust (tysk for rejselængsel).

 

Store løfter

Kiran koncentrerede sig fra starten om sangformen, der bærer det arabiske ord ghazal (udtales ”rrrrasal”), en form, hvor musik og poesi går op i en højere enhed, og som i århundreder har været meget populær i Indien og Pakistan.

Selv om Kiran strengt taget tilhørte sikh-religionen, og ghazal i sin oprindelige form tilhører sufismen, islams mystiske skole, så var der ingen tvivl om, at hun var født til at skabe lige den specielle følelse i sindet på lytteren. Til at udtrykke de klassiske temaer om uopnåelig kærlighed, bristede hjerter og længsel.

 

Kiran AhluwahliaKiran ville bruge de traditionelle instrumenter fra hjemlandet, der blev spillet perfekt. Alligevel ville tilføjelsen af en diskret jazzbas give et hint i retning af noget andet. Bare en anelse, for den perfekte stemning skulle ikke forstyrres. De to canadiske plader var smeltet sammen til en helhed, som gav store løfter. Og to år senere foretog Kiran Ahluwalia så sit kvantespring.

 

Wanderlust var der på samme diskrete, ja nærmest umærkelige måde kommet en drejning i formen, hvor vi stadig fik den eftertænksomme og drømmende stil. Men tilføjet den elegante og sørgmodige lyd af et bandoneon – den specielle harmonika, der er argentinsk tangomusiks hofinstrument – dukkede noget særdeles personligt op. Det var tydeligt, at Kiran nu havde fundet sin egen stil. En stil, der var klassisk og alligevel moderne i anstrøget. Ligesom der tydeligvis var kommet en mand ind i både Kirans liv og i hendes musik.

 

Pakistanskfødte Rez Abbasi er en jazzguitarist af fornemste skole, som ligesom sin kone havde taget turen til det amerikanske kontinent som barn. Hans smagfulde forløb, der kan minde meget om en af kæmperne inden for jazzguitar, Pat Metheny, blev en tydelig understrøm i musikken. Samtidig med at hans baggrund sikrede, at tilgangen blev på den klassiske musiks præmisser.

 

Årets nye navn

Markedsføringen af Kiran antog fra begyndelsen nærmest karakter af lige dele indisk film og romantisk hinduistisk gudebillede. Sarien sad perfekt, og som på gudebilleder fra hinduismen holdt hun strengeinstrumentet tambura'en i højre hånd. Tambura'en har ligesom sitaren en kalabas som lydkasse, men strengene er stemt en akkord og spilles som en vedvarende drone. I den klassiske trio, hvor en sitarmester spiller op til en tablaspiller, sidder der typisk en kvinde og lader sin tambura skabe den æteriske drone som underlægning.

 

I Kirans tilfælde syntes tamburaen dog altid at være en gimmick. Det var dog det eneste ved et perfekt og frem for alt dybt personligt album, som havde et anstrøg af noget kunstigt. Og belønningen kom prompte. Valgt blandt et væld af navne fra hele verden høstede Kiran Ahluwalias plade Wanderlust den prestigefulde pris Årets Nye Navn hos Songlines, verdensmusikmagasinet fra London, som er et af verdens førende.

 

Ind til Det store æble

Toronto blev skiftet ud med New York, hvor der er en blomstrende scene for blandt andet indisk fusion. Det har alle dage været den naturlige rejse for canadiere med udlængsel, lidt som at flytte fra forstaden ind til byen. Og Rez Abbasi havde i mange år boet i The Big Apple, som New York bliver kaldt. Kiran ville dog videre med sin musik, og det var et møde nogle år før, der havde skabt drømmen om den spændende fusion, hun nu ville prøve.

 

Hun havde nemlig ved et tilfælde hørt Tinariwen (http://www.myspace.com/tinariwen), det berømte orkester fra Kidal midt i Sahara. Nomader som hende selv, men også folk, der spillede en rustik guitarblues, der umiddelbart var lidt for mange dagsrejser med kamel fra den verden af æstetisk og forfinet syngekunst, som hun normalt repræsenterer. Om den nye drejning, der blev til succesalbummet Aam Zameen: Common Ground, fortæller Kiran Ahluwalia her til det engelske musikblad, Songlines:

”Jeg blev ramt af dem lige med det samme. Noget musik er muligvis godt og teknisk dygtig, men det stopper der. Det går ikke ind i dig, selv om det er smukt. Men Tinariwens musik ramte mig lige i hjertet.” beretter Kiran om, da hun så bandet første gang seks år tilbage. (Læs mere om Tinariwens broderband Terakaft ved at klikke her)

 

Efterfølgende gik hun i gang med en seks år lang korrespondance med det konstant turnerende band fra Mali og med den ligeledes travle guitarist, som havde været deres producer i begyndelsen, nemlig Justin Adams.

De mødtes til sidst i Paris. Her havde Kiran Ahluwalia besluttet sig for at give sig i kast med en sang, som er en af de lettest genkendelige fra pakistansk sufimusik. Hun ville sammen med gruppen af muslimer fra Sahara røre ved noget, der i den grad er den hellige gral for rigtig mange, nemlig legendariske Nusrat Fateh Ali Khans berømte ”Musst Musst”, som også kaldes ”Dam Mast Qalander”. En sang, der i forvejen havde hittet massivt i et remiks med mesteren og den engelske triphopgruppe Massive Attack. Men som Kiran Ahluwalia sagde om sin beslutning:

 

Jeg tænkte, at det kunne blive fin idé at tage en sang, som er en klassiker inden for den muslimske sufitradition i Pakistan og fortolke den sammen med muslimer fra det afrikanske Sahara. Jeg har jo harmonium, det specielle orgel, der bruges i Pakistan, og tabla-trommerne, og så blander vi det med elektriske guitarer og elbas. Samt en djembe-tromme og glædesfyldte tuareger, som kalder!”

 

Ud over med Tinariwen ville hun også indspille med deres broderband, Terakaft (http://www.myspace.com/terakaft). Og hendes forudsigelse gik i opfyldelse. Kritikerne var som vanligt med sangerinden, som hermed havde hun føjet en ny alen til opfattelsen af, hvad man kan gøre med solid klassisk indisk tradition i bagagen.

 


Fakta – begreber og navne nævnt i teksten:

 

Playbacksangere: I indisk film mimer skuespillerne konsekvent i de sangsekvenser, der næsten altid er en del af en rigtig Bollywoodfilm. Sangerne bag er dog næsten lige så kendte som skuespillerne, og blandt de store kvindelige sangere er søskendeparret Lata Mangeshkar (f. 1929) & Asha Bhosle (f. 1933) og Alka Yagnik (f. 1966).

 

Ananda Shankar (1942-99): Pioner inden for fusionen mellem rock og klassisk indisk musik. Nevø til den berømte sitarmester Ravi Shankar (1920-2012).

 

WOMAD: Står for World of Music, Art and Dance. Verdensomspændende festival startet i 1980 af bl.a. Peter Gabriel. Har været vigtig for at synliggøre verdensmusik. Desuden et plademærke.

 

George Harrison (1943-2001): Guitarist og sanger i The Beatles. Lancerede sitarmusik på Beatles-albummet Rubber Soul. Livslang fascination af indisk kultur og tilknyttet Hare Krishna-bevægelsen. Efter hans død af kræft i 2001 blev hans aske spredt i den hellige indiske flod Ganges.

 

Maharishi: Indisk guru. Fulde navn var Maharishi Mahesh Yogi (1918-2008). Opfinder af Transcendental Meditation (TM), en meditationsform baseret på hinduismen, der er udbredt over hele verden.

 

Arabisk films gyldne tidsalder: Ægyptens hovedstad Cairo var centrum for arabisk films storhedstid. Typisk melodramaer, ikke ulig Bollywood, hvor store sangstjerner blev legendariske. Blandt de mest fremtrædende var Umm Kaltoum (1904-75), Abdel Halim Hafez (1929-77), Mohammed Abdel Wahab (1902-91) og Farid El-Atrache (1910-74).

 

Bhangra: Musikstil baseret på folkedans fra den indiske delstat Punjab. Udvikledes blandt indvandrere i England fra 1960’erne. Hovedbyen er Birmingham. Mange kunstnere tilhører sikh-religionen og kendes ved deres turban og lange skæg. I centrum er dhol-trommer, ofte spillet med stikker. Er spredt over hele verden. Et kuriosum er, at danske Anita Lerche i dag er stjerne inden for bhangra.

 

Natacha Atlas: Født i Bruxelles af marokkansk, ægyptisk, palæstinensisk og engelsk afstamning. Delvist opvokset i England. Brød igennem som mavedanser og sanger i Transglobal Underground. Sang både arabiske og indiske ting. Solo fra 1995. Stilskabende og i dag en stjerne inden for arabisk musik.

 

Joï: Brødreparret Farook og Haroon Shamsher havde rødder i Bangladesh. Brød igennem med solopladen One And One Is One på Real World, men uheldigvis døde Haroon Shansher samme år af et hjerteslag, bare 34 år gammel. Formidabel plade!

 

Qawwali: 700 år gammel spirituel musikform med rødder i Persien. Tilhører sufismen, altså den mystiske del af islam. Amir Khusrau (1253-1325) fra Chisti-ordenen, en af mange sufiretninger, regnes som grundlæggeren, der fusionerede persisk og indisk musik og skabte Qawwali. Har en stærkt spirituel side, men de forskellige grupper og sangere er også store stjerner. Blandt de største nulevende er Rahat Nuzrat Fateh Ali Khan, Sabri Brothers, Faiz Ali Faiz og Mehr & Sehr Ali Khan. Den mest kendte var dog Nuzrat Fateh Ali Khan (1948-97).

 

Bill Laswell (f. 1955): Amerikansk producer og bassist. Har haft en mængde grupper med indiske musikere, blandt andre Tabla Beat Science, ligesom han tidligt arbejdede med indisk fusion, eksempelvis på solopladen Hear No Evil (1988).

 

Anoushka Shankar (f. 1981): Datter af Ravi Shankar (1920-2012) og søster til jazzsangerinden Norah Jones. Virtuos sitarspiller. Har udgivet klassisk indisk musik såvel som fusioner, såsom den blændende Breathing Under Water (2007) – et samarbejde med den New York-baserede tablaspiller og producer Karsh Kale. Aktuel med Traveller, hvor hun fusionerer indisk musik med flamencomusik fra Spanien.

søg:
audio
Kiran Ahluwalia - Merey MathayKiran Ahluwalia - YakeenanTerakaft - TireraTerakaft - Aima Ymaima
Playeren åbner i et nyt vindue
video
Kiran/ Canada/ Indien - interview
 
tværgående temaer
Musik i globaliseringens tidsalder
I denne artikel tager vi et kig ud i musikkens globaliserede verden. For ligesom verden er blevet m...
Læs mere
Hvor du fra? Jeg er fra…
Hvor er du fra? Spørgsmålet kan synes ligetil, og alligevel er det slet ikke så ligetil. For i glob...
Læs mere
Terakaft – de utrolige bluesmusikere fra Sahara
Ørkenblues er et fænomen, som har sat sig fast i bevidstheden over de sidste ti års tid. Her har ko...
Læs mere