artikler
Terakaft – de utrolige bluesmusikere fra Sahara
Ørkenblues er et fænomen, som har sat sig fast i bevidstheden over de sidste ti års tid. Her har ko...
Læs mere
Lytteører – Terakaft
Tirera: Nummeret spilles i grundstemningen G. Den dybe E-streng på guitaren stemmes i G. Nu...
Læs mere

Kunstnerprofil: Terakaft

Kunstnerprofil: Terakaft

af Torben Holleufer

Terakaft udspringer af orkestret Tinariwen, som blev dannet i slutningen af 1970’erne. Grundlæggere af Tinariwen var Ibrahim Ag Alhabib (”Ag” betyder ”søn af”), som fire år gammel havde set sin far blive henrettet. Faren var med i et beduinoprør mod Malis regering. Som det er blevet vane blandt de unge tuareger, byggede han sin første guitar af en konservesdåse, en pind og en wire fra en håndbremse på en cykel. Sammen med vennerne spillede han gamle tamasheq-sange samt arabisk populærmusik.

 

I 1970’erne blev han sammen med vennerne optaget af de indflydelsesrige orkestre fra Marokko Nass El Ghiwane og Jil Jilala. Disse orkestre blandede berbermusik med afrikansk gnawa-musik og tilsatte digte og inspirationer fra rock og reggae. De indførte dobbelte betydninger. Altså et hemmeligt gadens sprog, hvor man kunne sige magthavere imod, men ikke røg i fængsel. Som i Danmark under 2. verdenskrig, hvor revystjernen Liva Weel sang PH-teksten ”Man binder os for hånd og mund”, og alle vidste, at hun sang om den tyske besættelsesmagt.

 

I Tamanrasset i Algeriet samledes gruppens medlemmer, der alle var fra området Adrar des Iforas, og de begyndte at spille til fester og bryllupper. Først på de hjemmelavede instrumenter, og fra 1979 fik de den første guitar. Med i gruppen kom brødrene Inteyeden og Liya Ag Ablil og Hassan Ag Touhami.

 

Flere musikere kom til i Gadaffis lejre i Libyen midt i firserne, og gruppen Tinariwen begyndte at udsende kassettebånd med deres musik. I lejrene fik de også militærtræning og kæmpede på deres folks side mod Malis regering. De smed dog snart våbnene igen og koncentrerede sig om musikken. Tinariwen mødte i 1998 den franske manager Philippe Brix, der arbejdede med orkestret Lo’Jo. Via dem blev den første cd indspillet, og i 2001 var de involveret i den første Festival In The Desert, som for alvor bragte ørkenmusikken i almindelighed i fokus. Og gjorde Tinariwen til stjerner. De spillede i øvrigt deres første koncert i udlandet på Roskilde Festival.

 Diara © Nadia Nid El Mourid

Terakaft blev dannet i 2007. Føromtalte Liya Ag Ablil, kaldet Diarra, gik sammen med den blandt tamasheq-folk velkendte rebel og digter Kedhou Ag Ossad, og dannede Terakaft. Diarras bror, Inteyeden, var død meget pludseligt i 2004. Men med dem kom et nyt lovende talent, nemlig Sanou Ag Ahmed, som var nevø til Inteyeden. Orkestret fascinerede omgående med en pågående version af den specielle ørkenblues, og de har nu udgivet fire album. Bagmand er Tinariwens gamle ildsjæl, franske Philippe Brix.

 

Deres musik var fra begyndelsen en egen besættende stil med flere guitarer i centrum, og teksterne var ladet med manifestationer eller beskrivelser af det hårde liv, de levede i ørkenen. Alt sammen sunget på tamasheq, selvfølgelig.

 

Musikernes geografiske udgangspunkt er bjergområdet Adrar des Iforas, som ligger midt i Sahara. Der er på den lokalitet ikke tale om traditionel sandørken, men nærmere sten og bjerge, og i gode år vækkes de udtørrede flodlejer af vand, der strømmer ned oppe fra bjergene. Liya Ag Ablil, kaldet Diarra, er leder af Terakaft, og han beretter, at han hjemme har over 50 geder og en hunkamel. Dem lever familien af, når han ikke indspiller plader eller er på turné ude i verden.

 

Diarras nu afdøde bror var en af grundlæggerne af Tinariwen – der i parentes bemærket er et af de helt store navne på verdensmusikscenen og i 2011 på Roskilde Festival fyldte Arena-teltet til bristepunktet. Vi snakker omkring 17.000 publikummer. Koncerten opnåede samfulde 6 stjerner, da de blev anmeldt af undertegnede i Gaffa. Diarra og Terakafts sanger og leadguitarist Sanou har begge medvirket på den berømte gruppes plader, og bor på den anden side af grænsen til Algeriet. For som Diarra siger: ”Der står godt nok en grænsepost på en vej midt i vores stammeområde, men vi går aldrig den vej.” Eller sagt på en anden måde: geografisk bor Diarra i Algeriet, men reelt rejser han dagligt ind og ud af det nordlige Mali.

I Adrar des Iforas tager man frem og tilbage til hovedbyerne Kidal og Tessalit, som man altid har gjort.

 

I dag er det unge Sanou Ag Ahmed, der er i fokus. Således er det den nye generation af ørkenrockere, der er i fokus. Og med Kel Tamasheq fører de i den grad faklen videre for en musik, som synes at være en flodbølge, som for længst er nået langt hinsides bjergmassivet midt i Sahara.

søg:
audio
Terakaft - TireraTerakaft - Aima Ymaima
Playeren åbner i et nyt vindue
video
Systema Solar/ Colombia - interview
 
tværgående temaer
Den farlige musik
Alle gør det. Iranske ayatollaher og amerikanske supermarkeder. Censurerer musikken. Det skal der g...
Læs mere