artikler
Kunstnerprofil: Systema Solar
Fra den caribiske nordkyst af Colombia kommer det spraglede musikkollektiv Systema Solar med et øns...
Læs mere
Kunstnerprofil: Bomba Estereo
Bomba Estereo er et colombiansk band med base i hovedstaden Bogotá. Bomba Estereo startede som Simo...
Læs mere
Boogaloo: Fusion mellem Latinamerika og Vesten
I videointerviewet med det colombianske orkester Choc Quib Town her på sitet fortæller bandet om, h...
Læs mere

Om cumbia

Systema Solar

Arriba La Cumbia – Colombias svingende musik erobrer verden

af Torben Holleufer
Cumbia er en musik, der startede blandt Colombias slaver, og som en steppebrand har bredt sig ud over hele Syd- og Mellemamerika. Ligesom en ny stil direkte fra de brændende gader i Bogotá får nye generationer i den vestlige verden til at gå amok til musikken. Vi dykker ned i fænomenet.

 

Natten til mandag er vi på vej hjem. Efter op mod en uges Roskilde-fest har de fleste pakket teltet og den muddertilsølede bagage sammen og er trasket mod Roskilde Station. Men i 2010 var det helt anderledes. For på en vidunderlig nat, hvor vejrguderne var os venligt stemt ud over alle grænser, blev der disket op med det mest storslåede show på Arena-scenen. Her kom den colombianske cumbia-musik for alvor til Danmark.

 

Her stillede de moderne afrocolombianske gadedrenge i Systema Solar op side om side med farvestrålende dansere. Og en dj satte det mest inciterende show sammen under fællestitlen Arriba La Cumbia. Det var en fest af de helt specielle, for på denne nat kyssede metropolen Bogotá pløjemarken i Roskilde. Og konfirmerede et forløb, der hvert år sender nye farvestrålende orkestre til festen på Dyreskuepladsen. Hvor publikum i den grad formår at tage imod og danse grænseløst.

 

Den frie by

Colombia ligger i den nordlige del af Sydamerika og har både kyst ud mod Stillehavet og Atlanterhavet. Det er et kæmpestort land, der har det hele, fra den tropiske caribiske kyst til savanne og Andesbjergene samt regnskov helt i syd ud mod Stillehavet.  

 

Selv om vi skal langt mod syd til hovedstaden Bogotá for at finde alle de nye strømninger, er det oppe ved kysten ud mod Atlanterhavet, at rødderne findes for cumbia. Og et godt bud på en begyndelse er den hellige by San Basilio de Palegue, som ligger lidt inde i landet fra kystbyen Cartagena. Ordet Palenque findes mange steder og betyder simpelthen barrikade. Og den pågældende barrikade beskyttede de første befriede slaver i Sydamerika. Vi skal tilbage til starten af 1500-tallet, hvor spanierne koloniserede området nede i bunden af Det Caribiske Hav.

 

Her ankom slaveskibene, og blandt de afrikanske slaver opstod cumbia som en dans, som både påkaldte ånderne, men også handlede om noget så prosaisk som at gøre indtryk på det modsatte køn. Musikken fik sit colombianske særpræg dels via den oprindelige indianske befolkning, og dels fra nogle af de instrumenter, som kom fra Europa. Indianerne fra stammerne Kogui og Kuna havde fløjter og klarinetlignende instrumenter, og fra europæerne blev trækharmonikaen op gennem århundrederne en fast bestanddel af cumbia-orkestrene.

 

Den oprindelige musik og ritualerne kan man stadig i dag finde i San Basilio de Palenque, og den er i forbavsende grad identisk med den oprindelige. En oprindelse, som musikerne selv indrømmer i høj grad også kom fra Cuba, men som man skønner har sin virkelige oprindelse hos folkeslag som Yoruba i Nigeria, selv om nogle teorier taler om cumbé – en dans fra Guinea – som oprindelse. Der er tale om animistiske ceremonier, hvor man ofrer til en række ånder, de såkaldte orishaer.

 

På Cuba kaldes den religion for santería, og de forskellige orishaer fremkaldes ved natlige ritualer, hvor der danses, ligesom der spilles på trommer, imens kor istemmer de typiske kald-svar-forløb, som man også kender fra Afrika.

 

Et sådant orkester formeligt væltede Womex, den årlige messe for verdensmusik, som i 2010 blev afholdt i København. Orkestrets navn var Sexteto Tabalá de Palenque. Her dansede en ældre mand iført noget, der lignede en cowboyhat, ekstatisk, mens han sang med en herligt hæs stemme. Han var flankeret af tre perkussionister på henholdsvis maracas og guacharaca, som lagde de fedeste kor, mens tredjemanden slog modrytmen med de to træstykker, som kaldes claves. Og endelig lagde tre mand bagest på scenen den dybe og æggende rytme, nemlig i midten den konstante bombo og dens dybe baslyd, og til siderne henholdsvis en congaspiller og solisten på de to bongotrommer, der med sine slag slog en høj latter op. Alt i alt et orkester med et helt vidunderligt drive, som transporterede sit publikum. Deres sæt var helt utroligt.

 

Som det vil være det, hvis man indfinder sig til den årlige religiøse fest i byen i det nordlige Colombia.

 

Den store udbredelse

Som så mange andre lande i regionen var cubanske byer som Havanna og Santiago de pejlemærker, man gik ud fra. Så i 1940’erne, da cubansk dansemusik havde sin gyldne tidsalder, opstod der også en ny form for cumbia. Og ligesom det var tilfældet på natklubber og hoteller på Cuba, var det middel- og overklassen, der var det nye publikum.

 

Hvor cumbia i sin oprindelige form havde været polyrytmisk i typisk afrikansk stil, så blev den mere forenklet rytmisk, da den ramte storbyen. Til gengæld kom der seriøs indflydelse fra især jazz og mambo, ligesom folk som klarinetisten og orkesterlederen transponerede den simple lyd af Flaura de Millo-klarinetten, som var lavet af et enkelt og sindrigt udskåret stykke bambus.

 

Med den fornyede opmærksomhed fulgte pladeindustrien, og ingen har tegnet den udvikling mere end Don Antonio Fuentes og hans pladeselskab Discos Fuentes, som snart skulle tage sig af alt fra indspilning til pres og udgivelse af pladerne. Specielt cumbia eksploderede i denne gyldne æra, men Fuentes udgav også alskens andre stilarter i det musikgale land. Her var stjerner som Alberto Pacheco, Romulo Caicedo og det mangeårige superband La Sonora Dinamita, som dj's i dag flittigt sampler, og som den moderne cumbia bygger på.

 

I de seneste par årtier har der dog været én kunstner, man især forbinder med cumbia, og det er den utrolige Toto La Momposina. Hun har stået for en stil, der søger tilbage til den oprindelige cumbia, ligesom hun ikke har været bleg for at søge tilbage over Atlanterhavet og finde de helt oprindelige rødder til den musik, hun er vokset op med. Toto er i dag en meget stor stjerne, og hun turnerer over hele verden, ligesom kunstnere i lande som Mexico og Argentina, hvor cumbia er en af de ledende musikformer, nævner netop Toto som en inspiration.

 

Storbyen koger

Det bringer os frem til det sidste tiår, hvor en ny form for cumbia for alvor har bidt sig fast. Digital cumbia eller nu-cumbia er nogle af de navne, der bruges om den eksplosion af bands, der især er kommet fra Bogota over de sidste ti års tid.

 

Formidable Bomba Esteréo spillede på Roskilde Festival for et af de større telte, og i kølvandet på dem er en række af de andre bands fra den samme bølge blevet stjerner. Blandt dem er Systema Solar og Choc Quib Town. Eksponenter for en musikstil, hvor det drivende cumbia-beat bliver blandet med et beat, der er planket fra reggae. Mens syrede guitarer fra surfrocken på den mest naturlige vis blendes ind med kraftige hints til psykedelisk musik. Over hvilken rapperne affyrer deres ting med en appel, som var et maskingevær kommet på gaden. Og med en storbyvirkelighed fra et hjørne af verden, hvor narkokarteller styrer slagets gang, og arbejdsløshed og konstant krise udfordrer ungdommens muligheder for at skabe en fremtid – endsige en nutid – er der masser af inspiration til glødende politiske tekster.

 

Det er cumbia. Nu som for 500 år siden den musik, som er pejlemærket for et helt kontinent.

søg:
audio
Systema Solar - Mi kolombiaCQT - Te Saco A CorreSystema Solar - Ya VerasCQT - Los Tenis
Playeren åbner i et nyt vindue
video
Choc quib town/ Colombia - interview