artikler
Undervisningspakke – Yat-Kha
Denne undervisningspakke har fokus på bandet Yat-Kha fra Tuva, Mongoliet. Med udgangspunkt i dette ...
Læs mere
Yat-Kha – punkmusik fra en sibirisk afkrog
Murens fald betød for mange sibiriske musikere, at de vendte tilbage til den traditionelle musik og...
Læs mere
Fokus på instrumenter: igil og strubesang
Strubesang fra Tuva – hvad er det? Der er tre stilarter: Khöömei. Overtonesang, som fre...
Læs mere

Q&A med Albert Kuvezin, leder af Yat-Kha

Albert Kuvezin

Interview – Yat-Kha

af Torben Holleufer

Q: Bor du fortsat hjemme i Tuva?

A: Ja. Tilbage i 1990’erne boede jeg i Moskva i lang tid, og for 12 år siden besluttede jeg at flytte tilbage til mit fædreland.

 

Q: Er jeres kultur identisk med den, man finder på den kinesiske side af Mongoliet? Med bands som Hanggai?

A: Vi har mange ting fra mongolsk kultur, men også fra russisk kultur. Vores land er en region inden for den russiske føderation. Men Tuva var en uafhængig republik i kort tid mellem 1921 og 1944.

 

Q: Huun Huur Tu er et berømt orkester fra Tuva. Du spillede med dem, ikke?

A: Jo, jeg var en af grundlæggerne, men det blev for kedeligt at spille traditionel musik i to timer, mens man sad i en stol. Uden noget udtryk overhovedet. Jeg har altid elsket at spille live, og specielt rockmusik. Så jeg er glad for, at jeg kan gøre det lige nu.

 

Q: Du spiller en fantastisk guitar...!

A: Ikke så meget i aften, for vi havde ikke vores bassist med. Bassisten betyder meget i vores band.

 

Q: Du spillede på Roskilde Festival i 2000. Kan det være, at vi ser dig igen dér?

A: Ja, gerne. De udviste stor gæstfrihed, og arrangører og publikum har stor forstand på musik.

 

Mange stilarter

Q: Vi laver et arbejde for skolerne i Danmark...?

A: Ja, jeg giver dem noder og tekster. Det er noget, vi er meget glade for at støtte. At elever uddannes til at spille en masse forskellig musik. Vi kan selv godt lide at prøve at spille mange forskellige stilarter.

 

Q: Jeg var meget imponeret over din violinist, som havde en lyd, der kunne minde om en John Cale (walisisk bratchspiller, som blandt andet spillede med den berømte New York-gruppe Velvet Underground, red.)?

A: Ja, det er en igil. Han kender dog ikke Velvet Underground, det er simpelthen den traditionelle måde at spille på. Men jeg synes, at vi skal give ham noget Velvet Underground. Jeg synes faktisk, at til koncerten her til aften på Global fik vi spillet nogle ting, som kan minde om Velvet Underground. Sådan er det ikke altid, men koncerten til aften var speciel.

 

Fandt strubesangen 

Q: Hvordan startede du? Spillede du traditionel musik?

A: Nej, jeg var først bassist i rockbands hjemme i Tuva, og så begyndte jeg at spille guitar, da jeg gik på college. Det var i tiden, da vi boede i Sovjetunionen. Og så mødte jeg nogle drenge fra landsbyer, som lå langt oppe i bjergene, og de var sangere og vidste alt om traditionel sang. Så vi blev venner, og jeg begyndte at vende min musik mod den traditionelle stil. Jeg lærte sange, og de spurgte mig om, hvorfor jeg ikke prøvede at synge selv. Så pludselig fik jeg en lyd.

 

Q: Kendte du ikke til strubesang før det?

A: Jo, selvfølgelig havde jeg hørt det rundt omkring. Men det var ikke før, jeg prøvede den traditionelle musik og forsøgte at synge, at der skete noget. Jeg voksede op i byen, hvor min far var lærer og volleyballtræner, men vi elskede musik og spillede altid sammen.

 

Sorte marked

Q: Havde du mulighed for at lytte til punkmusik, da du var ung?

A: Der var jo kun én officiel radiostation med to kanaler og tv med én kanal. Og de sendte kun let popmusik fra Sovjetunionen, klassisk musik fra Sovjetunionen og russisk folkemusik. Men senere kunne vi fange radiobølger fra USA og også BBC World Service, og også en masse kinesiske stationer, og var vi lidt heldige, kunne vi optage lidt musik på kassettebånd. Der var selvfølgelig også det sorte marked og der kom også ting via studenter, der havde været i Moskva, og sømænd ude fra Stillehavet. De kom med lp’er, spolebånd og kassettebånd, som vi begyndte at distribuere inden for små cirkler af venner. Og kopiere fra hinanden. Sådan lærte vi al mulig musik at kende.

 

 

Q: Så hvilket band var din første store oplevelse?

A: Led Zeppelin! Specielt trommesoloerne af John Bonham, og senere Jimi Hendrix og gamle plader med hård rock fra England, USA og Tyskland. Kraftwerk var fantastisk, og de var så usædvanlige. De havde lyd og idéer, som var helt anderledes end i Sovjetunionen under den kommunistiske ideologi. Vi havde også bands, der spillede grænseoverskridende ting, men de kunne ikke indspille og udgive under det daværende styre. Det var virkelig en undergrundsscene, vi havde i Tuva.

 

Monopol i Sovjettiden 

Q: Men der var fokus på etnisk eller folkemusik, ikke?

A: Jo, der var en masse gode grupper, men problemet var, at de kun kunne blive udgivet på ét plademærke. Der var monopol. Og for at få en mulighed for at lave en indspilning for det label måtte du gennem al mulig censur og partiet, KGB, og skulle have alle mulige underskrifter for overhovedet at få musik ud. Du skulle vise, at du var loyal over for det kommunistiske system.

 

Q: Så du tog til Moskva for at studere?

A: Nej, jeg studerede i Tuva, men jeg rejste rundt til de store byer: Som helt ung spillede jeg på caféer og restauranter, og derved tjente jeg lidt penge og kunne købe min første Tyske Demokratiske Republik-guitar. Den var ikke så dårlig. Den lignede en Gibson Les Paul.

 

Da Yat-Kha blev dannet 

Q: Hvornår grundlagde du Yat-Kha?

A: Navnet kom første gang i 1991. Jeg mødte en musiker i Moskva, som var en elektronisk keyboard-filosof, og vi lavede den første cd. Hvor vi forsøgte at mikse elektronisk og endda trancedansermusik med shamanistiske melodier, hvor jeg sang strubesang. Den blev ret godt modtaget på musikscenen i Moskva, men vi gik i opløsning. Og året efter inviterede jeg mine venner fra Tuva, og vi begyndte at spille livekoncerter i en mere traditionel og akustisk stil. Og gradvist tilførte vi det flere og flere elektriske guitarer og bas. Så kom der trommesæt og effektpedaler og var blevet noget, der nærmest lød som rockmusik. Men vi spiller stadig cirka 50 procent traditionelle sange, som vi så har arrangeret på vores måde.

 

Q: Hvor vigtig er den shamanistiske kultur hjemme i Tuva?

A: I Tuva findes den og er stadig i live. Og selv buddhismen bliver iblandet shamanisme. Vi bruger selv mange små detaljer og beats fra shamanisme.

 

Q: Hvor mange album har I lavet?

A: Måske 7 studiealbum. Og 3-4 koncertudgivelser.

 

Spirituel – ikke religiøs 

Q: Dine tekster, er det moderne tekster, og er de politiske? Og er de shamaniske?

A: Vi har covers af andres ting, og så har vi vores egne sange. Det er ikke rigtigt politiske tekster, men handler mere om livet og filosofi. Ikke sociale sange eller protestsange som før i tiden. Vi synger tingene på en måde, som er meget normal derhjemme. Men der er selvfølgelig dem, der siger, at med strubesang kommer hver tone fra ånder. Jeg er selv meget i den åndelige verden, men er ikke religiøs.

søg:
audio
Yat-Kha - Khozamyk
Playeren åbner i et nyt vindue
video
Systema Solar/ Colombia - interview
 
tværgående temaer
Hvor du fra? Jeg er fra…
Hvor er du fra? Spørgsmålet kan synes ligetil, og alligevel er det slet ikke så ligetil. For i glob...
Læs mere
Musik i globaliseringens tidsalder
I denne artikel tager vi et kig ud i musikkens globaliserede verden. For ligesom verden er blevet m...
Læs mere
Musik + globalisering = verdensmusik?
Hvornår er noget verdensmusik, og hvornår er det noget andet? Hvornår taler vi f.eks. om folkemusik...
Læs mere